Smurfs Dorabella by Rainy
Bettefis
Født 05-07-2020
Dorabella = Bettefis er fra Maddy’s sidste kuld. Heldigvis vi beholdt hende, ellers havde vi ikke haft en fertil hunkat i dag, da Maddy jo måtte have fjernet æggestokkene. Der var fire killinger i kuldet, men de to døde. Den ene, som var dødfødt, var den største killing jeg nogensinde har set. Den blev født dagen efter de andre. Jeg fik aldrig vejet den, men var ca. dobbelt s stor som normalt. Den anden, der døde efter et par dage, fandt aldrig ud af at die, så der var et eller andet galt med den. Og så var der lille bitte Gulja, som vejede 51 g ved fødslen. De vejer normalt 70-80 g. Han var bare helt og aldeles ligeglad med, at han var lille bitte. Han fandt sig en babs og gav sig til at spise. Han voksede op og blev en gudesmuk hankat. Han bor i dag hos en skøn kvinde, der også havde fået en anden hankilling fra os tre måneder før. Der bor også en ældre russer,- onkel Vanya, sammen med de to unge drenge (de er selvfølgelig kastreret begge to). Og så var der endelig Dorabella i kuldet. Hun var en helt normal killing, der tegnede til at blive ganske pæn. Jeg var dog længe i tvivl om, hvorvidt vi skulle beholde hende. Hun så noget skravlet ud og var ikke særlig social. Først efter nogen tid gik det op for mig, at hun afprøvede en teori om, at man kunne leve af mamsemælk hele livet. Hun nægtede ganske enkelt at spise fast føde, og jo mere jeg prøvede at få hende til at spise, jo mere stødte jeg hende fra mig. De begynder normalt at spise selv, når de er 4-6 uger gamle. Der var ikke mælk nok til, at hun kunne udvikle sig normalt, og da hun var 8-9 uger gammel, kom mor i løbetid og måtte have en p-pille. Det går ud over mælkeproduktionen, så de næste par uger hang hun simpelthen hele tiden ved mor og hendes barm. Hun var simpelthen så sulten. Det var hjerteskærende at se. Først da hun var 10½ uge gammel måtte hun give sig. Så begyndte hun at tage på. Jeg iværksatte en intens kampagne for at få socialiseret hende. Det lykkedes!!! Og det viste sig, at hun jo var rigtig pæn. Hendes ører sidder lidt for højt (mest når man tager billeder og hun er helt oppe på mærkerne), men hun er bred i toppen, så det gør ikke så meget.
Og ja, vi beholdt hende, og det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund. Hun er i dag en super social glad hunkat, der stadig kan finde ud af at lege. Hun kom i løbetid første gang, da hun var 7 måneder, og derefter i løbetid hver 3-4 uge. Hun blev derfor parret allerede, da hun var lidt over 1 år gammel og har nu sit første kuld med 4 killinger,- 2 drenge og 2 piger. Vi håber at kunne beholde den ene pige. Som alle andre russere er hun en super god mor. Jeg har aldrig før set så rene killinger! Og nu, hvor killingerne er 6 uger, har hun opgivet at holde styr på dem og kalde til samling. Hun følger efter killingerne og placerer sig, så hun har et nogenlunde overblik. Så kan killingerne fjante lige så tosset de vil.