Hvem er vi…

Og hvordan det hele begyndte.

Jeg,- Charlotte,- blev født i Køge, men fra jeg var 10 år, boede jeg på Stevns. Jeg har redet siden jeg var 7 år, og der har altid været katte i staldene. Nogle af dem kunne man kæle med, men rigtig tamme var de aldrig. Mens jeg var 1 år i England mellem 2. og 3. g, tog mine forældre en syg vildkat til sig. Katten blev rask og mod alle odds var han mega kælen. Det blev min første kontakt med en kælekat. Jeg havde altid været fascineret af kattene på rideskolen, især jagtmissen, der fik mig til at tænke på en panter. Men der ude på landet, havde man ikke rigtig kælekatte. De var der bare og tog mus.

Det var først, da jeg var begyndt på universitetet og følte mig temmelig ensom, at jeg fik min første kælekat fra Kattens Værn.

Merete er vokset op i Jylland. Der gik man på jagt og havde hunde. Man kunne aldrig drømme om at have en kat. Men i 2001 faldt Merete i en forretning og brækkede hoften. Operationen gik galt, og Merete er aldrig kommet til at gå godt trods talrige operationer. For næsten et år siden måtte de fjerne hoften helt pga. en infektion, der desværre havde ødelagt så meget af knoglevævet, at hun ikke kan få en ny hofte. Hun sidder derfor permanent i kørestol. Tilbage i 2001 havde Merete stadig en hund, men da hun ikke kunne lufte den, blev den sendt over til hendes bror i Jylland. De havde hund i forvejen. Derfor anskaffede hun sig en kat, der ikke var rigtig tam. Hun købte en killing som selskab af mig. Det var sådan vi mødte hinanden.

Siden er vi blevet gift på Københavns Rådhus og velsignet først i Christianskirken i Lyngby, hvor vi boede, og senere i Sorgenfri Kirke, hvortil vi har løst sognebånd, selvom vi bor i Ballerup. Vi flyttede til Ballerup for ca. 11 år siden og bor i et nyere parcelhus, hvor vi har fået indhegnet terrassen, så kattene kan komme ud, når vejret tillader det. De gider simpelthen ikke dårligt vejr, så hele vinteren går de mere eller mindre i hi.

Allerede, da jeg lærte Merete at kende, havde hun en kronisk lidelse (udover hoften) og var førtidspensionist. Skæbnens ironi ville, at jeg, da vi havde kendt hinanden i ca. 5 år, udviklede samme lidelse. Gennem de første ca. 8 år var jeg meget syg og røg ud og ind af hospitalet. Jeg har været helt rask de sidste 6-7 år, men nåede at blive førtidspensioneret, mens jeg var syg. Og helt ærligt ved jeg ikke om lidelsen ville bryde ud, hvis jeg forsøgte at arbejde igen. Jeg læste ellers til læge, og det ærgrer mig enormt, at jeg ikke fik chancen for at gøre studiet færdigt og arbejde som læge. Hvis jeg selv skal sige det, tror jeg, jeg var blevet en god læge. Mit første studie var biologi, men da jeg, mens jeg lavede speciale, fandt ud af, hvor kedeligt det var at forske, kunne jeg simpelthen ikke få gjort det færdigt. Måske var lidelse også allerede da begyndt at stikke næsen frem. Nu bruger jeg tiden på kattene og spiller bridge 3 gange om ugen. Desuden sidder jeg i to foreningsbestyrelser.

Merete læste til børnehavepædagog som ung og har også arbejdet som stewardesse. Inden for de sidste 3 år har Merete været syg to gange, men er helt rask igen. Nu hvor Merete er kommet permanent i kørestol, skal hun finde noget nyt at bruge sit liv på. Hun var vant til at tage de tunge ting herhjemme,- og det meste af vasketøjet. Nu er det mig, der står for 90% af det praktiske. Jeg har udviklet en forkærlighed for havearbejde, men græsset må vi have hjælp til. Vi nyder dog begge to haven, så vi har ingen planer om at flytte i lejlighed.