I dag fylder killingerne 7 uger.
Der er sket rigtig meget i de sidste par uger.
Jeg introducerede dem for babymad (majsvælling rørt med makrelkræs) da de var knap 5 uger. Ham med halen fattede pointen med det samme, og en af pigerne fulgte hurtigt efter. De to sidste skulle lige smage på det nogle flere gange. Allerede et par dage efter fandt jeg den første spisende sammen med mor, – vådfoder altså! Og efter yderligere et par dage var den første i gang med tørfoderet. Nu er jeg helt holdt op med at give dem babymad. De gider det ikke. De vil meget hellere have vådfoder, – og gnasker ellers også løs af tørfoderet med stor fornøjelse. Jeg plejer ellers at skulle servere babymad, til de er mindst 12 uger gamle, så man må sige, at de er temmelig fremmelige.
Da de havde forladt fødekassen inden de var 4 uger gamle, ræsede de rundt inde i barnekammeret i et par uger, – efterhånden med flere og flere udflugter ud i baggangen, ind i depotet (en gulgrube af gemmesteder) og ud i alrummet. For en god uge siden kom de for alvor ud i alrummet, og derfra gik turen hurtigt ind i stuen, hvor de har boet lige siden. Og her plejer de at blive boende! De render selvfølgelig også rundt i resten af huset.
De er stadig babyer, men der går ikke længe før baby præget forsvinde, og de bliver til rigtige killinger. Men grisegaloppen fra 5-6 ugers alderen er forsvundet. Nu galoperer vi rigtigt afsted. De leger ikke så meget med legetøj, da de har hinanden, men af og til er der en bold, der får en ordentlig tur. Ellers er yndlingslegene brydekamp og tagfat.
Som alle andre killinger har de kun to gear: Fuld speed og totalt drømmeland. Det ene øjeblik kan de suse rundt, og det næste er de som forsvundet fra Jordens overflade. Så er de gået omkuld et eller andet sted og kan ikke vækkes før flere timer senere.
De er total skønne i den alder. Fuldstændig tillidsfulde og trygge i forvisningen om, at intet og ingen vil dem det ondt. Og dog, støvsugeren i forgårs var de ikke glade for, men ellers…
