Nok min værste Juleaften nogensinde!
End ikke dengang, jeg sad helt alene Juleaften, fordi jeg skulle på nattevagt, var værre.
Natten til Juleaften fødte Dorabella en lille pige (68 g) helt efter bogen.
Så skete der ikke mere, hvilket ikke er unormalt, før henad middagstid, hvor hun fik veer igen. Gode kraftige veer, der hurtigt kunne skubbe den næste killing ud. Efter ca 20 min så jeg, at der stak et forben ud. Det skal der aldeles ikke! Killinger skal fødes med hovedet først, men sædefødsler er heller ikke unormale. Men de skal absolut ikke fødes med et forben først. Det kan ikke lade sig gøre. Så blev veerne hurtigt svagere for til sidst at gå helt i stå. Det må de absolut ikke. Jeg brugte nogle minutter på at gå rundt om mig selv og så tilbage til Dorabella. Killingen var stendød og lod sig ikke rokke. Nu skulle det gå rimelig stærkt for ikke også at bringe Dorabella’s liv i fare. Jeg råbte til Merete, at hun skulle ringe til vagthospitalerne for at finde ud af, hvor vi skulle køre hen. Og midt i det hele lå den lille førstfødte og prøvede at finde ro til at finde en livsvigtig babs. Poppelstykket (Københavns Dyrehospital), som vi normalt bruger, hvis der er noget akut i vagten, havde alt for travlt til at kunne tage os,- ligeså med Charlottenlund, der havde vagten for AniCura hospitalerne i Storkøbenhavn. Kun Landbohøjskole havde mulighed for at tage os ind. Jeg fik hurtigt puttet Dorabella og den lille i en transportkasse og ud af døren. Varmen blev skruet op for fuld skrue i bilen, og så tog det ellers 25 meget lange minutter at køre derind.
Vi blev taget imod af en ung mandlig dyrlæge, som heldigvis viste sig at være yderst kompetent. Hun blev scannet med det samme, og det viste sig, at der var en enkelt levende killing derinde, mens den døde killing var svulmet op, så den var umulig at rokke. Den skulle også fjernes indefra. Der var ligesom ikke noget at betænke sig på: Uden et kejsersnit ville de alle dø. De regnede med, at det ville tage halvanden time måske lidt mere; men jeg endte med at sidde ude i bilen i to og en halv time foran Landbohøjskolen og ryge utallige smøger. Da de endelig kom ud, viste det sig, at oversigtsforholdene var vanskelige, fordi hun også fik kejsersnit i foråret af helt andre årsager. De havde fået en lille dreng ud i live, men de havde haft svært ved at få ham igang. Det tog endnu en god time, før de var helt færdige og havde fået stabiliseret drengen. Pigen havde ligget i en kuvøse imens.
Til sidst kunne vi drage hjem 26.000 kr fattigere (godt man har en forsikring), men med en levende mor og to killinger. De blev puttet i en ren fødekasse, da vi kom hjem. Og så viste de sig, at vores genbo havde været ovre med julemad til os. Var der noget, jeg ikke havde lyst til, var det and, flæskesteg og brunede kartofler!!! Men Merete var vældig begejstret.
Mor, der selvfølgelig også var blevet steriliseret efter to kejsersnit, havde det egentlig fint. Hun fik Metacam (smertestillende), men det første døgn kunne hun ikke helt finde ud af at passe sine børn,- hun blev ved med at rende ud af kassen. Det er ikke så usædvanligt efter et kejsersnit, så jeg regnede med, at det nok skulle komme. Pigen tog på, men værre var det med drengen. Jeg blev hurtigt klar over, at der var noget galt. Han havde sutterefleks men kunne ikke rigtig finde ud af at die. Desuden kom han med nogle kedelige skrig, som jeg desværre genkendte, og kunne ikke finde ro hos mor, der nu havde fundet sig til rette i moderrollen. Han tog selvfølgelig ikke på, selvom jeg de nu begge fif erstatningsmælk hver anden til tredje time. Alt tydede på, at han havde fået en hjerneskade (hypoxi) i forbindelse med fødslen. På anden dagen var jeg ikke i tvivl: Han ville ikke livet, men jeg fortsatte med at give ham mad, så han ikke skulle dø af sult/væskemangel, indtil jeg kunne få en tid hos dyrlægen den 27. december. Han sov stille ind.
Så var der pigen: Hun tog på det første halvandet døgn, men gik så i stå. Først tænkte jeg, at det var på grund af den uro, drengen skabte, men det hjalp ikke, at han var væk. Det til trods for, at hun både kunne die hos mor og fik erstatningsmælk ved siden af. Desuden var hun begyndt at blive stille. Men jeg kunne mærke, at hun ikke havde givet op. Så af sted til dyrlægen igen den 28. Det var ikke min normale (super kompetente) dyrlæge men en ung kvinde, som jeg kun kendte af udseende. Hun undersøgte killingen og fandt intet galt. Jeg var stensikker på, at hun havde fået en infektion, der var ved at tage livet af hende. Dyrlægen delte ikke helt min teori, men det lykkedes mig at vriste noget antibiotika ud af hende alligevel. Dyrlægen var ikke vild med at udlevere antibiotikaen, især fordi der ikke findes tabletter, der passer til 80 grams killing. En ikke særlig stor tablet skulle deles i 40 for at få dosis til at passe. Jeg har siden fået at vide af min normale dyrlæge (Stig Feldballe), at så lille en killing skal have en højere dosis til at starte med, og man kunne have givet hende den første dosis som injektion. Jeg tror, jeg får svært ved at få tillid til den unge dyrlæge. Havde det været op til til hende, var den lille pige død.
Men vi drog hjem sammen, og jeg gjorde den første dosis medicin klar. De første par dage fik hun alt for meget, men det var åbenbart ikke så skidt, da hun jo skulle have en højere dosis. Så fik jeg mere styr på det. Man kommer langt, når man deler pillen i små stykker med en pilledeler og et skalpelblad. Så knuste jeg en lille stump med bagsiden af en teske, der havde en lidt flad bagside. Det fine pulver kunne så atter deles med et skalpelblad og opløses i vand. Så blev det trukket op i sprøjte og vupti, så var der serveret.
De første uger fik hun mad på en 2 ml sprøjte påmonteret en sut,- og hun ville godt have det. Desuden fik hun medicin morgen og aften. Og mindsandten: Hun tog på, lige fra hun begyndte at få antibiotika. Og hun var sulten. Hun havde blot været for svag til at spise nok selv hos mor. Hun fik antibiotika 8 dage. Dyrlægen sagde 7, men jeg gav hende lige en dag ekstra for min sjælefreds skyld. Alt i alt gav jeg hende mad i tre uger, men de sidste dage trappede jeg ned på hyppigheden, da hun efterhånden havde fået kræfter nok til at spise selv.
I dag er hun 3 uger og 5 dage.
Hun er simpelthen den skønneste lille unge. Hun er rund og fin og vejer lige det hun skal (lidt over 300 g). Lige så snart jeg kommer ind i barselsstuen, hvor hun stadig er sammen med Dorabella, kommer hun ræsende ud af fødekassen for at hilse, hygge og snakke. Mor har simpelthen været så suveræn gennem hele forløbet. Hun havde nemlig heller ikke opgivet hende.Hun veg ganske enkelt ikke fra hendes side, mens hun var syg. Jeg glæder mig til stadighed over at opdrætte en race, der generelt er super gode mødre.
Jeg håber inderligt, hun bliver god nok til avl, så skal hun nemlig ikke flytte nogen som helst steder hen.
