Natten til den 9. november sov jeg på en solsengsmadras foran fødekassen i barselskammeret (mit kontor). Det gør jeg altid, når de skal føde. Klokken halv fire vågnede jeg en smule. Gaia lå i mine knæhaser, og jeg rakte hånden ned for lige at nusse hende. Hun fik en kæmpe presseve i samme øjeblik, så det var nok derfor, jeg var vågnet. Jeg fik lempet hende ind i fødekassen og så, at hun havde tabt en lille prut under veerne. Jeg gik derfor ud på badeværelset lige overfor for at tage et stykke toiletpapir. Gaia fulgte lige i hælene på mig, og nu var den første killing kommet halvvejs ud. På en eller anden måde lykkedes det mig både at få prutten væk og få Gaia ind i fødekassen, før killingen blev født helt. Hun klarede det hele selv uden problemer, selvom hun var førstegangsfødende. I løbet af de næste timer fødte hun yderligere tre fine killinger uden min hjælp. Min rolle var udelukkende at være heppekor under veerne og fortælle hende, hvor dygtig hun var samt at nusse hende, når hun ikke var optaget af at føde eller vaske killinger. Alle fire killinger havde en fin fødselsvægt og fandt sig hurtigt en babs. Så ud på morgenen skulle jeg bare sørge for en ren og lækker fødekasse (der kommer temmelig meget fostervand, blod og snask under sådan en fødsel) og konstatere, at alle havde det godt. Derpå gik jeg ind og fortalte Merete, at hun var blevet firdobbelt mormor.
I de næste tre uger var min primære opgave, at sørge for masser af mad til Gaia og sørge for at fødekassen forblev ren og lækker. Killingerne tog planmæssigt på, og mor så ud til at trives med moderrollen, som hun var super dygtig til.
Da de var fire uger, skulle de lære at spise selv. Vi plejer at give dem majsvælling rørt op med makrelkræs. Ikke noget problem, de tre af dem gik straks i gang med at spise. Den fjerde derimod (Pontus) stak i et hyl, som om jeg prøvede at slå ham ihjel, da jeg holdt en finger med lidt vælling op foran hans næse. Det fik Gaia til at tro, at det var Dorabella, der var højgravid, og som befandt sig ved siden af, der gjorde ham ondt. Og pludselig var verdens mest fredelige og blide Gaia forvandlet til en frådende løvemor, der var parat til at gå i døden for sit afkom eller slå ihjel, som fór lige på Dorabella. Jeg måtte lægge mig imellem, for at Dorabella ikke skulle komme til skade, hvilket resulterede i, at det var mig, der blev bidt. Men hellere mig end en anden kat. Så jeg måtte en tur på skadestuen for at få fornyet min Rabies vaccine og få to slags antibiotika. Det er standard ved kattebid.
Det tog Gaia tre dage at falde ned igen, så vi igen kunne lukke dem sammen.
Samtidig med, at vi lærer dem at spise, stiller vi også en killinge tissebakke ind til dem, da mor holder op med at spise deres afføring, når de begynder at spise fast føde. Det gjorde vi selvfølgelig også her, og killingerne har været helt suveræne. De havde kun to uheld i starten og har ikke haft nogen siden. Bortset fra ham, der stak i et hyl, da han blev præsenteret for vælling med makrelkræs, og som har vist sig at være ufattelig kræsen, har de bare spist og spist. Den anden dreng begyndte endda at spise tørfoder, da han kun var 4 uger.
Og de trives bare alle fire. De står op ved 7-8 tiden, og så er der ellers fuldt drøn på indtil over middag. Så sover de det meste af eftermiddagen, indtil de vågner igen sidst på eftermiddagen. Så er der atter fuld speed i nogle timer, hvorpå de sover det meste af aftenen. Sidst på aftenen ved 22 tiden vågner de atter op til dåd. Heldigvis sover de igen inden klokken er et. Og de sover lige til næste morgen.
Alt i alt er de bare aldeles skønne og super nemme. De har et fantastisk temperament. De er kælne, legesyge og total tillidsfulde,- også over for fremmede. Da de var til dyrlægen for at få deres 8-ugers vaccination og helbredscheck, vandrede de uanfægtede rundt sammen med mor, der både var med som moralsk support, og som også selv skulle vaccineres.
Alt i alt er det et af de nemmeste kuld, vi har haft.