Maddy

Malevitch All Star Maneater

26-01-2015

Maddy var meget længe om at blive voksen. Både hvad angik det fysiske såvel som det psykiske.

Hun så ud og opførte sig som en stor teenager. En ganske pæn teenager med en helt fantastisk øjenfarve,- smaragdgrøn. Kroppen var lang, slank og ranglet, og så svansede hun afsted som en værre tøjte. Hun var temmelig fjollet og fortsatte med at lege med mus og stjæle ting, der kunne bruges til at lege med. Hun har klaret sig pænt på udstillinger. Øjenfarven har alle dommere været fuldstændig pjattede med, men hun er aldrig kommet til tops, bortset fra da hun blev bedste russer som killing. Hun har altid lige tabt pga. teenager kroppen.

Hun har fået 3 kuld. Alle russere er virkelig gode mødre, men Maddy er simpelthen suveræn. Hun nægter at forlade fødekassen den første uge, undtaget når hun skal på potten. Man har værsgo at servere maden på sengen, ellers spiser hun ikke. Hun passer killingerne efter alle kunstens regler. Og som alle russer mødre går hun ind for en meget fri opdragelse. Når killingerne tonser rundt og slås, leger tagfat og laver narrestreger, placerer hun sig et sted, hvor hun kan overvåge løjerne men griber kun ind, hvis en af killingerne kommer i problemer.

Russere er normalt super gode til at føde, men da Maddy skulle føde sit andet kuld, endte det i kejsersnit. Hun fødte den første uden problemer, men så skete der ikke rigtig mere. Til sidst måtte vi suse ind på Københavns Dyrehospital en lørdag aften. Da de ikke kunne mærke liv, lavede de et akut kejsersnit (18.000 kr). Der var 4 levende killinger, så vi drog hjem med mor og 5 killinger. Desværre døde de to af dem efter et par dage. Den ene havde hydrocephalus (vand i hovedet). Hovedet var mere end dobbelt så stort som normalt. Det er sikkert den killing, hun ikke har kunnet føde, og det er så også gået ud over den, der lå lige bagved.

Det var meningen Maddy skulle have haft mindst et kuld til, for ikke alene er hun en suveræn mor. Hun stortrives også, når hun har killinger. Det er simpelthen hendes mission her i livet: At være MOR. Desværre fik hun cyster på æggestokkene for nogle måneder siden, og der var ikke andet at gøre end at fjerne dem. Så nu lever hun som pensioneret kastrat. Hun skal ikke omplaceres. Maddy har aldrig dyrket omgang med andre end os, så hun bliver boende her hos os, hvor hun har det bedst.

Heldigvis beholdt vi en hunkilling fra Maddys sidste kuld: Smurfs Dorabella.

Maddys halvsøster Shiny blev omplaceret for et år siden. Hun lavede ikke særlig pæne killinger, så hun blev steriliseret, efter hun havde fået 3 kuld. Shiny trivedes ikke optimalt i vores flok og har altid elsket fremmede. Hun stortrives som alenekat i sin nye familie.

Maddy billeder